
Jungiansk psykoanalyse
Jungiansk psykoanalyse er en terapeutisk metode, en filosofi og en tilgang til personlig udvikling, der bygger på lægen og psykoanalytikeren C.G. Jungs livslange forskning og forfatterskab.
Jungiansk psykoanalyse er ikke et hurtigt fix, men et seriøst forsøg på at møde problemerne i livet på en helhedspræget måde, hvor du samtidigt træder mere i karakter som den, du er. Der er evidens for, at psykoanalytisk terapi virker i lang tid, også efter at terapien er afsluttet. Hos mig bliver den jungianske tilgang integreret med andre tilgange, f.eks. ISTDP og NARM.
Om Jungiansk psykoanalyse
Ubevidste forventninger og reaktionsmønstre kan komme i vejen for de relationer til andre mennesker og til verden, som vi ønsker os og længes efter. Det kan betyde, at vi oplever problemer med fx mindreværd, angst, depression, vredesudbrud, samarbejdsproblemer eller vanskeligheder med partner og familie. Ved hjælp af drømme, forestillingsevnen og en symbolsk tilgang til hverdagens problemer undersøger vi det liv der gerne vil frem, og hvad der står i vejen for at realisere det du længes efter.
Med jungiansk psykoanalyse forsøger vi at genskabe en god kontakt til og balance med dig selv og i forholdet til andre. Du bliver støttet i at konfrontere den følelsesmæssige sandhed om dig og dit liv, og vi undersøger muligheden for, at du forsoner dig med dette.
Det kan efterhånden give dig en stærkere fornemmelse for, hvem du er, så du møder problemerne bedre. Nogle problemer kan du måske ikke løse, men må acceptere i et eller andet omfang. Men i mange tilfælde vil du også opleve, at du ”vokser fra” dem, så de ikke fylder så meget, selv om de stadig er en del af dit liv.
Klinisk psykolog og Jungiansk psykoanalytiker
Jeg er klinisk psykolog og desuden jungiansk psykoanalytiker. Siden 2012 har jeg tilbudt jungiansk psykoanalyse og terapi i min praksis, der ligger i indre København.
Fra 2018 til 2022 var jeg formand for DSAP, som er det danske selskab for jungianske psykoanalytikere og er nu ekstern censor på C.G. Jung Instituttet. Læs evt. mere under “Om mig”.