Skip to content

Autoriseret psykolog i København K.

Mit navn er Arne Vestergaard. Jeg er cand. psych., autoriseret og PhD med mere end 35 års erfaring. Jeg tilbyder terapi, coaching og supervision til private og professionelle. Mine lokaler ligger i indre by i København.

Her finder du et roligt og trygt sted, hvor du kan tage fat på de udfordringer, begrænsninger eller problemer i livet, som du nu har besluttet dig for at finde hjælp til. Det kan være relateret til fx angst, depression, stress, vrede eller traumer eller til, at du har behov for at finde ny mening med tilværelsen. Det kan handle om dit private samliv eller være relateret til dit arbejde eller begge dele. Det kan også være, du søger supervision som psykolog eller konsulent eller coaching som leder.

Uanset hvad, så bliver du mødt med respekt og interesse, og sammen finder vi en måde at arbejde på, der passer til dig, din situation og det, du ønsker hjælp til. Vi vil formentlig inddrage ubevidste følelser, hjernen, kroppen, din sociale verden og din forestillingsevne. Undervejs vil jeg udfordre, hvordan du forstår dig selv og din verden og støtte dig i at finde bedre måder at være til på.

Et forløb starter typisk med en dobbelt session, hvor vi både tager fat på problemerne og danner os et indtryk af om vi er eller kan blive et godt match.

Om mig

Jeg har både erhvervspsykologisk og klinisk erfaring og er derfor særligt god til at arbejde med problemer og udfordringer, der viser sig i både arbejdsliv og privatliv.

Jeg afsluttede min universitetsuddannelse som psykolog (cand.psych.) i 1988 fra Aarhus Universitet. I de efterfølgende knap ti år arbejdede jeg som intern udviklingskonsulent i B&O, Novo Nordisk og Danisco. Derpå fulgte en årrække som ekstern konsulent og erhvervspsykolog, dels i eget regi og dels som partner i CompLead

Fra 2007 bevægede jeg mig gradvist ind i den kliniske psykologi gennem en 6-årig uddannelse i jungiansk psykoanalyse. I dag arbejder jeg ikke længere som konsulent, men med psykoterapi, psykoanalyse, coaching og supervision, hvor mine 30 års erfaring fra erhvervspsykologisk konsulentarbejde kommer mange klienter og kunder til gode.

Jeg er autoriseret, specialist- og supervisorgodkendt af Dansk Psykologforening i organisationspsykologi. Fra 2002-05 gennemførte jeg en forskeruddannelse (PhD) i organisationspsykologi fra Tilburg Universitet i Holland. Afhandlingen handlede om ledelse og konsulentarbejde i komplekse kontekster, og resulterede i en ”kompleksitetspsykologi”.

På den baggrund udviklede og gennemførte jeg i samarbejde med Mette Amtoft en række 2-årige konsulentuddannelser (KOK 1-8) i perioden 2007-2019. Konsulentuddannelsen er godkendt som grundstamme i specialistuddannelsen for organisationspsykologer i Dansk Psykolog Forening.

I løbet af mine +35 år som psykolog har jeg vedligeholdt og udviklet min faglighed gennem supervision, læsning af faglitteratur og efteruddannelse.

I dag arbejder jeg hovedsageligt på et psykodynamisk grundlag, og inddrager efter behov min organisationspsykologiske viden og erfaring samt andre kliniske tilgange, som f.eks. intensiv korttids-terapi (ISTDP), neuroaffektive (NARM), eksistentielle, relationelle, systemiske og narrative forståelser og metoder.

Kontakt

Mine lokaler ligger i indre København K, tæt på Kongens Have. Der er som regel gode muligheder for parkering, og der er højst 10 minutters gang til Metro, bus og S-tog.

Det er bedst at kontakte mig med en besked på sms 40511561 eller mail info@arne-vestergaard.dk . Så ringer eller skriver jeg tilbage hurtigst muligt.

Priser og betaling

En konsultation på 45 minutter koster 1.200 kr.

Ved en aftale om en fast ugentlig tid der slutter før kl. 15 får du med månedlig forudbetaling en rabat på 20%.

Konsultationer til ledere, konsulenter og psykologer er som regel 2×45 minutter og koster 2.400 excl. moms.

Betaling foregår ved, at du modtager en regning vedhæftet en mail, og dernæst betaler du enten ved bankoverførsel til konto: 7261-0001045898  eller Mobilepay til 70832.

Jeg har ikke overenskomst med sygesikringen, så du kan desværre ikke bruge lægehenvisning, men jeg har en aftale med Sygesikringen Danmark.

Back To Top